Livets rytme

Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen

Susanne Gemmers malerier handler som sådan ikke om noget. Der er ingen referencer til den ydre genkendelige verden: til naturen, til mennesker og dyr, ting, objekter og bygninger.

Billederne er til gengæld fulde af energi. Ja, man kan sige, at malerierne er energi udtrykt på mange forskellige måder og med mange forskellige grader af intensitet.

Da det er svært at beskrive rytme og energi med ord, og da ikke to betragtere vil have fuldstændigt den samme opfattelse af billederne, vil jeg her forsøge at gengive, hvad jeg ser i Susanne Gemmers malerier.

Det, jeg ser i alle billederne, er stærke elliptiske bevægelser: hvirvelvinde, der fejer hen over billedfladen som en tornado. Bevægelsen kan være stille, og den kan være meget voldsom, og energien kan være lukket om sig selv, ligesom den kan åbne sig op og brede sig i alle retninger. Man kan tale om en slags grammatik i billederne: koncentreret energi vs. frigjort, lukkede former overfor åbne og voldsomt ekspressive penselstrøg overfor mere rolige og meditative. Og så naturligvis alle mulige former for overlapninger.

Farven må man heller ikke glemme. Susanne Gemmers malerier kan være domineret af lyse blide farver, hvide, rosa og himmelblå. De kan også være præget af stærke gule og postkasserøde kulører, ligesom sorte og mørkviolette passager næsten tager over i nogle af malerierne.

Susanne Gemmer fortæller, at hun altid hører musik, mens hun maler sine billeder. Noget, der giver virkelig god mening, men igen et forhold, der er yderst subjektivt. Jeg kan derfor kun tale for mig selv, når jeg gennemlever Mozarts lette og lyriske tone i nogle malerier, mens jeg i andre, de kraftfulde og mørke, kan se Beethovens kraftfulde symfonier i de ekspressive penselstrøg. Hvis nogle i stedet ser jazzrytmer i billederne, er det selvfølgelig lige så fint. Men mon ikke de fleste så vil anerkende rytmeforskellene i de enkelte billeder og ane Stan Getz atmosfæriske ”sound” i ét billede, Billie Holidays melankolske toner i et andet og Charlie Parkers hektiske og improviserede bebob-rytmer i et tredje?

Naturindtryk sætter sig også på nethinden, når man ser på Susanne Gemmers malerier. En lille rislende bæk i turkise nuancer, en solnedgang med rødmende aftentoner, stormens sorte tordenskyer, gule og lilla krokus i en forårshave.

Alle disse ting, man ser i billederne, bunder naturligvis i stemninger og følelser i en selv: energier, ens øjeblikkelige sindstilstand, minder, kriser, sorg, glæde, ro, spænding. Vi kan i sagens natur ikke vide, hvad Susan Gemmer har tænkt, mens hun malede det enkelte billede, men hun formår at gøre sine oplevelser og sine følelser almene og vedkommende. At hun både bogstaveligt og i overført forstand har hele paletten med – fra det lette og lyse til det mørke og truende – gør kun det hele mere relevant. Det giver denne vekselvirkning mellem spænding og ro, som udgør livet for de fleste af os.